top of page
content people uden blink2.png
Burger_Black.png

Så lækker er din vandflaske i virkeligheden



Har du også altid en vandflaske liggende klar i tasken, så du ikke risikerer at dehydrere i løbet af din – formodentlig – meget strabadserende dag?

Har du tænkt over, hvor ofte sådan en tingest skal vaskes?


Sikkert ikke, hvis du ligner flertallet.


Drikkedunke har flere bakterier på sig end toiletter, hvis man skal tro det amerikanske Treadmillreviews undersøgelse.


Online-magasinet har fået en gruppe atleter til at teste fire forskellige typer af drikkedunke.


Atleterne drak af vandflaskerne en uge, inden det blev testet, hvor mange bakterier, der havde samlet sig på flasken. Og det var ikke lækre sager, der blev fundet.


Skruelågsflasken havde 159.060 CFO pr cm2 (CFO fortæller, hvor mange bakterieenheder, der findes på en cm2). Den med den lille ‘sut’ havde 161.971. Til sammenligning har en hundeskål “kun” 69.000 CFO/cm2. Og et toiletsæde blot 22 CFO/cm2.


 

Det gemmer din flaske på?

Hovedparten af bakterierne på de testede flasker var af den 'slemme' type Gram Negative bakterier: Altså fx E.coli, Salmonella, Legionella og forskellige andre bakterier, der kan give lungebetændelse og andre infektioner.  

 

Hvad skal du så gøre, tænker du?


Professor Lisbeth Truelstrup Hansen, der forsker i mikrobiologisk fødevarehygiejne på DTU er temmelig klar i mælet:


“Jeg plejer at spørge om, hvor tit du vasker et vandglas?”


“Ville du fx i dag mandag drikke videre af dit vandglas, som har stået på dit bord siden fredag?” spørger Lisbeth Truelstrup Hansen retorisk.


Det ville de fleste os formentlig ikke, mener Lisbeth Truelstrup Hansen.


“Vi har en klar fornemmelse af, at vandglasset skal vaskes efter hvert måltid eller efter arbejdsdagen er slut. Og jeg synes, at den daglige vask er god tommelfingerregel, som kan overføres til vandflasken. Så undgår man, at der samler sig skidt og snavs samt bakterier, der får vandet til at smage dårligt – typisk jordslået.”


Eksperten har talt. Du skal vaske din drikkeflaske præcis lige så ofte, som du ville vaske dit vandglas.


Mindst en gang om dagen – og med opvaskemiddel og varmt vand. Og det gælder både låg og flaske. Og det gælder uanset, hvilket materiale din drikkedunk er lavet af.


Og husk … du risikerer ikke blot, at vandet får en grim smag af bakterierne. Du risikerer også at blive syg.


bottom of page